Sirenernes ø
(Maleri med decoupage som forlæg)

Størrelse: 90 x 70 cm
Pris: Solgt
Beskrivelse: olie på lærred
Baggrund for maleriet:
Jeg har i flere år beskæftiget mig med at lave decoupager. Jeg opfatter det lidt som en anden måde at ”male” på, hvor man blot bruger papir, lim og saks i stedet for lærred, farver og pensel.
Idéen til et motiv får jeg ofte ved at bladre i forskelllige magasiner eller auktions-kataloger. Et flot motiv, et møbel eller en kunstgenstand kan sætte fantasien i gang.
Jeg klipper emnet ud og bruger det som udgangspunkt for decoupagen. Så leder jeg efter andre emner, der på en eller anden måde passer til den første ting; det kan være til et bestemt tema (fx musik/opera) eller genstande i en bestemt farveskala.
En dag fik jeg lyst til at se, hvordan en decoupage ville se ud som maleri i stort format, og det blev begyndelsen til mine decoupage-malerier, som med deres mix af mange forskellige elementer kan få et lidt surrealistisk udtryk.
“Sirenernes ø” fik jeg idéen til, da jeg i et auktionskatalog så et udsnit af Christen Købkes maleri “Udsigt over Marina Piccola på Capri” fra 1846. Udsnittet viste den midterste del af billedet med klipperne i baggrunden og stranden i forgrunden.
Når jeg ser klipper i vandet, kommer jeg ofte til at tænke på sangen om ”Lorelei”, som ifølge sagnet var en sirene, som med sin sang lokkede de søfarende på grund.
Da jeg først havde fået ideen, begyndte jeg at lede efter en figur, som kunne illudere sirene. Jeg fandt bronzehovedet og syntes, at det egnede sig. Hendes hårspænde er en broche fra katalogets smykkesider. Dernæst fandt jeg de to andre statuer og placerede dem.
Forinden havde jeg klippet marmorkummen ud, og den mørke figur var afbildet, så den passede til kummen. Perlerne på stranden hører for mig sammen med havet og går igen i ”sirenens” halssmykke.
Når alle de motiver, jeg gerne vil have med på billedet, er samlet, rykker jeg rundt på dem, indtil de er placeret, hvor jeg synes, de giver den bedste effekt.
Derefter limer jeg dem på et underlag af karton eller papir, som regel i A4-format. Dette er udgangspunkt for maleriet, idet jeg på helt traditionel vis kvadrerer først decoupagen og derefter lærredet og indtegner og forstørrer motivet felt for felt.
Og så maler jeg!
Ofte ændrer jeg farverne på maleriet i forhold til decoupagen, enten for at gøre billedet mere harmonisk eller for at opnå en bestemt virkning.
Send en besked
Har du spørgsmål er du velkommen til at benytte formularen herunder til at sende en besked.
Jeg svarer hurtigst muligt – oftest samme dag.